OPRØRT
– et stykke med revolution, tak!
Om morgenen ser vi Det Arabiske Forår folde sig ud på tv. I frokostpausen læser vi aviser om ukrainske oprører. Til aftensmad spiser vi nordkoreansk undertrykkelse, indtil vi brækker os af misundelse. Hvornår har vi sidst haft en sag at kæmpe for? Samlet os på pladsen og råbt: ”Vi vil ikke finde os i det mere!”
Har sofaen stadig en stemme eller har det danske demokrati spillet fallit?
På Den Røde Plads på Nørrebro i København sidder tre kunstnere, der aldrig har gjort en forskel. De skammer sig over det, men de har mistet troen på, at det kan lade sig gøre. Langsomt finder de vej hen til noget, der kan give deres liv mening: de vil starte et oprør! Så de samler alt deres brokkeri over hverdagens uretfærdigheder – over parabener og madspild og manglende øjenkontakt i bussen. De gør oprør mod den tiltagende overvågning i samfundet, mod overfiskeri i verdenshavene og mod danskernes forkælethed. Men hurtigt begynder de at drømme om noget større, de planlægger et fælles oprør. Et oprør hvor hele Danmark igen kan samles i kamp mod alle uretfærdighederne, et oprør som vi ser det i verdens brandpunkter – hvor vi dør for en sag! Men virker det? Og orker vi det?
instruktion TUE BIERING
manuskript LINE MØRKEBY
scenografi NICOLAJ SPANGAA
lyddesigner RASMUS KREINER
lysdesigner RAPHAEL SOLHOLM
skuespillere HASSAN PREISLER, SANDRA YI SENCINDIVER, KRISTOFFER FABRICIUS
OPRØRT – et stykke med revolution, tak!
ANMELDERNE SKREV
5 stjerner
“Oprørt – et stykke med revolution, tak” er vigtig teater, fordi den fortæller “Den Store Løgnehistorie”.
anmeldelse af Gert Poder, Arbejderen
4 hjerter
Der er fremtid i, at danskdansk har forladt teatrets trygge rammer for at gå i aktion som byrumsteater. Som slagordet lød: »Vi tror på det!«
anmeldelse af Monna Dithmer, Politiken
Oprørt. Et stykke med revolution, tak! er en kompakt, lille forestilling, perfekt til anskuelsesundervisning i demokratisk deltagelse og prisværdigt politisk i sin efterlysning af engagement. Ikke engagement i noget specifikt, bare engagament i noget.
anmeldelse af Klaus Rothstein, Weekendavisen
6 stjerner
Vi medvirkede i alt lige fra første færd, og aldrig har jeg følt mig så godt – og professionelt – underholdt, som denne eftermiddag. Sent har jeg moret mig så godt længe. Kunne sagtens have taget kl. 19 opførelsen med for den sags skyld. Og kommer igen, inden det hele stopper den 15. juni. Det er kongelig underholdning i topklasse. No more, no less! anbefaling af Jette Malling, Kulturkongen
Hør Hassan Preisler, Sandra Yi Sencindiver og Kristoffer Fabricius i AK24/syv
Forestillingshistorik
OPRØRT spillede på den røde plads maj/juni 2014